Bare rolig – det er fuldstændigt normalt

Som Pia Kjærsgaard sad der med sit uglede hår, var hun valgets gladeste vinder. Og det har hun god grund til at være. Regeringen blev svækket med to mandater og Dansk Folkeparti gik frem med to. Og det værste ved dét er ikke Pias sejrssmil. Det er det faktum, at det slet ikke bliver anset for et nederlag blandt Venstres egne politikere.

Tilsyneladende affinder man sig med Dansk Folkepartis enorme indflydelse på det ny regeringsgrundlag – med et argument om, at Dansk Folkepartis mål med magten skam egentlig er de samme som Venstres.

På den måde viste valget, at det er lykkes for Pia Kjærsgaard at blive en del af den normalitet, som hun så voldsomt har higet efter. Hun er blevet en naturlig del af landets største parti og en selvfølgelig del af danskheden. Hun har derfor ret, når hun siger, at hun er midterparti.
Hendes holdninger rammer rent. Måske er man lidt utilpas ved hendes bramfri tone, men grundlæggende accepteres Dansk Folkepartis verdensopfattelse af langt de fleste hos Venstre.

Vi er under vores kampagne blevet kritiseret for at dæmonisere Pia Kjærsgaard - og dét kan der være noget om. Ved at gøre Pia til et mareridt i vores film, har vi måske distanceret os fra dem, vi prøvede at tale til.
Dansk Folkepartis store indflydelse var åbenbart ikke så uhyggelig, som vi prøvede at gøre den til. For Pia Kjærsgaard viste sig at være noget der er meget værre end uhyggelig. Hun er blevet helt normal.

Vi der ville modarbejde Dansk Folkepartis solide magtposition tabte derfor til en almindelig udbredt accept af Dansk Folkepartis dagsorden - og ikke til et dæmonisk yderfløjsparti.
Der er åbenbart langt færre end vi troede, som ser en afgørende forskel mellem liberalt-demokratiske værdier og så Dansk Folkeparti – og så er der nok også en del, for hvem rædslen ved Lykketoft var større en rædslen ved Pia.

På den gode side viste valgresultatet dog, at alle de øvrige partier som gik frem, står for en afstandstagen til overbudspolitikken omkring midten. Der er sprækker i det panser af velfærdssmåtteri, intolerance og globalt snæversyn, som er blevet det normale i dansk politik.

Klare holdninger og direkte udmeldinger er blevet populære på den gode måde - hvilket den fantastiske respons på 440hz kampagnen også viser. Folk, der er uenige med Dansk Folkepartis dagsorden, tørstede efter en mulighed for at sige fra. Og den lille mulighed for at sige fra, som vi stillede til rådighed, blev overvældende modtaget af rigtig mange mennesker.

Uanset valgets udfald kan vi ikke være andet end glade for oplevelsen af, at vi ikke er alene - selvom vi nu er blevet til de unormale. Følelsen af, at der er noget fuldstændig galt med det, der er helt normalt, rummer en god energi, som bestemt ikke er tabt efter det her valg.

Panikken breder sig

Det er efterhånden gået op for V og K, at sejren ikke bare lige kan parkeres – og for Dansk Folkeparti, at magtmonopolet kan smuldre.
Pia Kjærsgaard erklærer sig klar til at kæmpe med næb og kløer for at holde midten i dansk politik uden for indflydelse – og Venstres Lars Løkke Rasmussen følger trop.

Det er dig, der kan afgøre, hvilken melodi, der skal spilles de næste fire år.
Tænk på det, når du sætter dit kryds.

Foruroligende tyndt

Vi kan ikke sige os fri fra at være lidt skuffede.
I aften var aftenen, hvor tæppet gik for en film, som vi har ventet på med næsten større spænding end vores egen: Dansk Folkepartis bidrag til dette års valgkavalkade.

Fulgte du med i filmudbuddet under sidste valg, kan du sikkert huske Dansk Folkepartis banebrydende valgpropaganda fra dengang: Én lang serie af melankolske snapshots fra Danmark – kornmarker, kirker, kolonihaver, hyggelige gamle, glade familier og jublende studenter. Smukkere end Danmarks Turistråd kunne have præsenteret det og komplet blottet for ethvert politisk budskab, andet end: Stem Dansk – stem Dansk Folkeparti.

Mere skamløst smukt propagandistisk har vi aldrig set en dansk valgvideo før – og derfor var vi spændte på, hvad spindoktor Espersen ville hive op af posen i denne omgang.
Men vi blev skuffede.

Væk var patosen. Væk var melankolien. Væk var de følelsesladede billeder. I stedet møder vi Pia, Kristian og Peter, der opstillet tilfældigt støder ind i deres vælgere på benzintanken, i supermarkedet og ved pølsevognen og lettere forkrampet får mulighed for at formidle mærkesagerne.

Det er meget muligt, at videoens dybere budskaber går helt henover hovederne på os – vi er jo ikke ligefrem blandt målgruppen. Men når et partis toppolitikere er nødt til at fake en nærkontakt med castede almindelige borgere (og partimedlemmer i øvrigt), så er det svært at se det som andet end et sikkert tegn på, at magtbrynden har lagt sig over dem. At Pia & co. er blevet en del af magtens parnas.

Og hvad vil de så bruge magten til? Hvad er mærkesagerne? Business as usual – i light version.

Større ældrechecks, endnu strammere kurs over for de fremmede, nej til dyretransporter og nej til Tyrkiet. Punktum. Visioner for et fremtidens Danmark i en globaliseret verden er der ingen af – andet end at ”vi danskere kan godt selv”.

Havde Dansk Folkeparti været småt som Enhedslisten eller marginaliseret som Centrumdemokraterne, havde det ikke gjort så meget. Men at Danmarks andet/tredje-mest magtfulde parti disker op med så tynd en kop te, er direkte foruroligende.

For det betyder, at vilkårligheden vil råde videre også efter en VKO-sejr. Nødvendige reformer vil blive blokeret, unødvendige stramninger vil tage til og tilfældige engangs-mærkesager vil blive fremmet som vinden blæser.

Tør du virkelig lade en regering basere sig på noget, der er så tyndt?

Hvem danser efter hvis pibe?

Dårligt integrerede indvandrere kan nemt blive etendnu større problem i fremtiden. For hvis man ikke kan sproget, ens børn ikke bliver uddannet og man ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, så bliver kløften mellem én selv og det omgivende samfund endnu større
Bestræbelserne på integration er dømt til at mislykkes.

Og ikke bare er det synd for indvandrerne, men dyrt for samfundsøkonomien.
I Berlingske Tidende understreger én af landets mest ansete nationaløkonomer, tidligere overvismand Niels Kærgård alvoren:
”Hvis integration ikke forbedres, vil det belaste statsbudgettet med godt 35 mia. kr. hver eneste årfrem til 2040. De mange penge skal hentes ind ved besparelser, højere skatter eller lån”.

Vi går ikke ud fra, at denne problemstilling er fuldstændig ukendt i toppen af Venstre - eller for den sags skyld hos Socialdemokraterne. Men hvad skyldes så den manglende vilje til at gøre noget reelt ved problemet - at begynde at diskutere lidt mere substantielle problemer end hovedtørklæder?

Nils Kærgård, som regeringen selv har ansat i sin tænketank om integration, er ikke vred, men skuffet:
"Politikerne har kun talt om goder. Derimod er det et politisk tabu at tale om regningen og de dilemmaer, som fremtiden på dette felt stiller os alle overfor".

Kærgård undgår at pege på konkrete årsager til, at arbejdet med at udvikle en langsigtet integrationspolitik ligger fuldstændig stille - men forklaringen burde selvfølgelig også være åbenlys for de fleste:
Enhver konstruktiv tanke fra regeringens side vil med usvigelig sikkerhed blive mødt med totalafvisning fra Dansk Folkeparti. Og tanken om en sur Pia Kjærsgaard er åbenbart så skræmmende for regeringens medlemmer, at man hellere fortsætter med at overbyde Socialdemokraterne i velfærdspolitik end at gøre noget seriøst ved integrationen.
Det er vigtigere, at Pia Kjærsgaard får sin vilje og holder Venstre ved magten, end at Venstre begynder at føre en reel politik.
Mysterium vedbliver at være, hvor længe Bendtsen og Fogh kan distrahere deres vælgere fra, hvis pibe de danser efter.

Ansvarligt er for slapt

Man hører tekstforfatterne hos Venstre for sig:
- Hvordan skal vi som liberalt parti kommunikere til vælgerne, at Dansk Folkeparti holder os fast på en politik, der gør Danmark til et mere lukket land end det gamle Østtyskland?"
- Skal vi kalde vores udlændingepolitik for "konsekvent?"
- Narj - hvad med "effektiv?"
- Jeg har det! Lad os kalde den "ansvarlig"! - det smager af, at man vil det bedste, men at man blot har taget de mest nødvendige forholdsregler.
- Genialt!

Selv dette mikroskopisk-symbolske tegn på liberal slinger i valsen fra Venstres side gik dog ikke ubemærket hen hos Pia Kjærsgaard.
Efter endnu engang at have gentaget sit krav om, at Danmark skal melde sig ud af Flygtningekonventionen hurtigst muligt, bemærkede hun:
"Man kan godt blive lidt bekymret, når man ser Venstres valgannonce, hvor de bruger ordet, at de vil føre en 'ansvarlig udlændingepolitik'. Det mener vi selvfølgelig også, at man skal. Men de kunne godt have strammet den lidt, og skrevet en stram udlændingepolitik eller hvad ved jeg."

Ansvarlig er med andre ord en ny måde at være slap på.

Hvem vi er? Vi er bare os!

Det vælter ind med mails. Og hvadenten folk elsker os eller hader os, så går ét spørgsmål igen: Hvem er I?

Nogen kalder os autonome, og Peter Skaarup beskyldte os for at være de Radikales hemmelige blikkenslagerbande. Men den sjoveste teori kom en ung VUer nu med. Han havde svært ved at forestille sig, at nogen som helst i Danmark havde initiativ og entrepreneurship nok til at stable sådan en kampagne på benene uden at være finansieret af det offentlige.
Det ser sort ud for Danmarks Liberale Parti, hvis alle dets kommende politikere tænker sådan.

Men hvem er vi?
Vi er kun os selv En halv snes gamle venner med vidt forskellige erhverv og politiske standpunkter, der har fundet sammen i en fælles harme over det, som Dansk Folkeparti har gjort dansk politik til.
Vi repræsenterer ikke nogen, skal ikke vælges til noget og samarbejder ikke med noget parti eller nogen organisation.
Vi har fået praktisk hjælp fra et par virksomheder og ca. 30 venner, kontakter og kolleger - og på nær et mindre støttebeløb fra en fond, så finansierer vi hele gildet selv.

Vi syntes derfor ikke, at vores navne var særligt vigtige.
Men det er de. Selvfølgelig. En navnløs hjemmeside er lige som et læserbrev uden afsender - så nu har vi rettet op på manglen. Er du journalist, så henvend dig til vores pressetalsmænd. Er du hvem som helst anden, så henvend dig til vores kontaktpersoner.

Skal Dansk Folkeparti med i ny regering?

Det er et kildent spørgsmål, som vi ikke rigtig kan få et klart svar på: Kommer der DF-politikere på ministerposter efter næste valg eller ej?
Pia Kjærsgaard selv vil ikke afvise tanken:
"Får vi 30 mandater, vil vi da overveje det", sagde hun til Ritzau i sidste uge.
Men hvad siger Anders Fogh og Bendt Bendtsen?

Vi er overbeviste om, at det for mange midtervælgere vil være et afgørende spørgsmål, om en borgerlig/liberal regering ligefrem er villig til at stille taburetter til rådighed for Dansk Folkeparti. Derfor mener vi ikke, at Fogh med rimelighed kan gå til valg, uden at gøre det fuldstændig klart, hvor stor en indflydelse Dansk Folkeparti egentlig skal have efter en VK-valgsejr.
Fogh må stille en garanti for, at Dansk Folkeparti ikke kommer til at indgå i en kommende regering. Det er det mindste, man kan kræve af en regering, der slår sig op som fremsynet og globalt orienteret.
Hvis Fogh ikke vil stille den garanti, så opfordrer vi endnu kraftigere vælgerne til at sætte deres kryds ved et hvilket som helst andet parti, der klart lægger afstand til Dansk Folkepartis politik.

På vores site, Med eller uden Pia Kærsgaard, kan du se hvorfor.